Artiklen undersøger folkeskolen som et mere eller mindre inkluderende og andetgørende sted for etniske minoritetselever ved at fokusere på elevernes forhandlinger af tilhør og genkendelse i skolen. Med udgangspunkt i empirisk materiale produceret på en urbant beliggende folkeskole med høj etnisk diversitet belyses, hvilket sted denne folkeskole bliver til gennem analyser af (ud)dannelsesdiskurser, skolens pædagogiske værdigrundlag og med særligt fokus på elevernes forhandlinger af skolen som sted. Artiklen tager primært afsæt i empirisk materiale produceret af elever fra to 7. klasser og deres perspektiver via den billedbaserede metode The Image Exercise. Analysen peger på tre centrale temaer i elevernes forhandlinger af skolen som sted: racisme, religiøse praksisser og demokratiske stemmer, som knytter sig til elevernes subjektiveringsprocesser og deres forhandlinger af genkendelighed og tilhør i skolen.
Steder er fundamentale for menneskers liv – vi er altid til stede et bestemt sted. I denne introduktion til temanummeret om ”steder” i Psyke & Logos spørger vi, hvordan vi i psykologien kan begrebsliggøre steder. Vi foreslår, at disse begreber kan forstås at ligge inden for et spændingsfelt mellem førstehåndsperspektivet og tredjehåndsperspektivet på steder. Vi beskriver også, hvordan steder synes svære at indfange, måske netop fordi begrebet gennem dens ophav i hverdagens sprog synes at indeholde meget forskelligt. Afslutningsvis spørger vi, hvordan psykologien både indefra og med inspiration fra andre discipliner vil kunne udvikle tilgange til at undersøge og forstå steder. Nummerets artikler undersøger sted ud fra vidt forskellige tilgange – fra institutionelle praksisser og psykopatologi til hjemsted, behandling i hjemmet, skolemiljøer og virtuelle verdener.
Ens hjemsted er af fundamental betydning for ens udvikling og identitet. Identitetsudvikling er en livslang proces, der præges af de livsfaser, eller ”steder i livet”, som man gennemlever. Flygtninges livsfaser er præget af markante traumatiske begivenheder og tab af hjemsted. Dette er belastende for både psyken og kroppen, ”jegets hjemsted”. Det er gennem kroppen, man udlever sin identitet, og den er basis for handlekraft og overlevelse. Både fysiske og psykiske traumer er skadelige for kroppen, og man kan blive fremmedgjort i forhold til sin egen krop. Den oprindelige identitet eroderes, og evnen til handlekraft ændres. Tabet af geografisk og kropsligt ”sted” medfører, at man skal lære at leve et nyt ”sted”. Hvilke udfordringer giver det, hvordan tilpasser man sig det nye ”sted”, og hvordan rekonstruerer man sin identitet? Tilpasning til nye vilkår er en mekanisme for identitetsudvikling, men ikke alle formår at tilpasse sig. Rehabilitering med basis i en forståelse af den biopsykosociale tilpasningsproces er derfor vigtig.
Mennesker har behov for et hjem, uavhengig av deres livssituasjon. I denne artikkelen vektlegger vi betydningen av at kommunalt psykisk helse- og rusarbeid også foregår i boligene til mennesker som trenger hjelp. Vi redegjør for utviklingen fra asylbyggingstiden til dagens boformer med fokus på nordiske forhold. Videre ser vi nærmere på hva som skjer når profesjonelle kommer hjem til mennesker med psykiske helse- og/eller rusutfordringer og hvordan privatlivet endrer seg. Til slutt diskuterer vi risikoen for institusjonalisering av hjemmet, basert på sosiale og materielle dimensjoner. Samtidig utforsker vi behovet for en avinstituasjonalisering av hjemmet som kan understøtte menneskers selvstendighet og personlige utforming av hjemmet.
Denne artikel er skrevet sommeren 2024, da Fangekorets leder, Louise Adrian, var terminalt syg af kræft. Det er en tekst, sombåde skal være et mindeord for et særligt og betydningsfuldt menneske, en drøftelse af, hvad Louise Adrian intenderede med Fangekoret, samt hvad det ifølge hende ikke skulle være, og dermed et indblik i, hvordan Louise Adrian med sin person blev en del af det, som var meningsfuldt og virksomt for de mange sangere i Fangekoret. Artiklen er altså et produkt af en nysgerrighed over for et projekt og en person, som helt åbenlyst har skabt noget unikt. Jeg ønsker med artiklen via et indblik i alt det, Louise har stået i spidsen for, også at drage noget ud af hendes værk, som forhåbentlig kan inspirere andre og være et forbillede. Det er Louises ønske. Det har været vigtigt for mig, at Louise nåede at læse udkast til denne artikel, og at hun fik mulighed for at give sit besyv med i forhold til indholdet. Artiklen inddrager Louises betragtninger i tre samtaler helt mod slutningen af Louises liv og trækker på denbog, som Louise selv har skrevet om Fangekoret, samt på optagelser af Fangekorets optræden og indlæg ved Folkemødet på Bornholm i 2024. Artiklen har været i “review hos Louise” i juli måned 2024. Jeg har skrevet den for at mindes en person, der har gjort et uerstatteligt arbejde for deltagerne i Fangekoret, pårørende og mange andre, der på den ene eller anden måde har haft kontakt med Kriminalforsorgen, og derudover naturligvis for alle de tilhørere, der i årenes løb har lyttet til Fangekorets koncerter.Louise døde den 16. august 2024 og blev bisat den 28. august 2024, hvor Fangekoret sang. Louise blev herefter ledsaget afhundredvis af mennesker mod sit sidste hvilested. Louise blev 59 år og har gjort et uudsletteligt indtryk på mange mennesker,inklusive mig.
Ofte medfører moderat til svær funktionsnedsættelse skam, selvkritik og isolationsoplevelser, men der findes få psykoterapeutisketilbud til denne målgruppe. Compassion-baserede terapier støtter udvikling af venlighed over for egne udfordringer og modvirker dermed skam og isolation, men kan være for krævende for mennesker med kognitive funktionsnedsættelser. Dyr kan føles støttende, være et behageligt spejl og mediere kontakt mellem mennesker uden at stille store kognitive krav, men skal integreres i en egentlig terapiform for at give terapeutisk udbytte. Vi udviklede en kaninassisteret compassion-fokuseret terapiform (KA-CFT) til målgruppen og afviklede den i små grupper for yderligere at facilitere samhørighed og fællesskab. Artiklen skitserer hovedelementerne i denne terapiform: dens målgruppetilpassede værktøjer og terapisessionernes indhold i overskriftsform. Desuden resumeres fra et casestudium, hvor artiklen primært giver plads til deltager-ytringer, der tyder på dannelse af fællesskab med og omkring kaninerne og terapien. Vi konkluderer, at det er en lovende terapiform til målgruppen, forudsat tilstrækkelig viden om både målgruppe, terapiform og kaniner.
Fællesskaber er med til at udviske forskelle. Det handler ikke om, hvem vi er, men hvad vi er sammen om. Almene fællesskaberspiller en vigtig rolle som katalysator for at nedbryde fordomme, men også for at sikre deltagelse for alle. Mange børn, unge ogvoksne med handicap, eller som på anden måde lever i udsathed, står ofte uden for det organiserede fritids- og foreningsliv. Dettetemanummer centrerer sig om fællesskabers betydning på udsatte- og handicapområdet. Gennem ti artikler belyses fællesskabernesmange nuancer inden for dette område.
Denne artikel belyser, hvilken betydning Kulturvitaminer til Unge (18-30 år med psykiske udfordringer) har for deltagernesoplevelse af egen mental sundhed, tilknytning til uddannelse og arbejde, muligheder for nye fællesskaber og identitet. Deltagerneserfaringer er indsamlet ved fokusgruppeinterviews og analyseret med en narrativ analysestrategi. Analysen peger på, at deltagelse i Kulturvitaminer til Unge bidrager til en oplevelse af bedre mental sundhed og bringer de unge tættere på uddannelse, praktik eller arbejde. Forløbet giver de unge mulighed for at være en del af et fællesskab med ligesindede, bidrager til indhold og rutiner i hverdagen, succesoplevelser, nye eller genopdagede hobbyer, sociale kompetencer, øget selvtillid og mestring, større indsigt i egne udfordringer og styrker samt en oplevelse af at blive mødt som menneske. Dette er med til at understøtte konstruktionen af en positiv identitet, som i mindre grad defineres ud fra deficit-positioner (fx sygdom) og i højere grad defineres af, hvad de unge kan og vil. Dette øger de unges egen oplevelse af handlekraft på vej mod fx uddannelse og mindsker risikoen for marginalisering. Artiklen bidrager til at forstå, hvordan unge med mentale udfordringer, og som står uden for almene fællesskaber, kan indgå i samfundet via meningsfulde relationer og positive, kreative fællesskaber.
Denne artikel undersøger, hvordan psykopatologi kan forstås i relation til steder gennem en økologisk psykologisk tilgang. Psykologien har traditionelt fokuseret på indre mentale processer og i mindre grad på de materielle og sociale omgivelser, som mennesker bebor. Med udgangspunkt i J.J. Gibsons begreb om affordances diskuterer vi, hvordan psykopatologi – forstået som ikke-normative måder at føle, tænke og handle på – opstår i samspil med økosociale nicher. Artiklen analyserer styrker og begrænsninger ved denne tilgang og illustrerer pointerne med kvalitative eksempler fra interviews med voksne, der lever med angst og ADHD. Vi argumenterer for, at psykopatologi ikke kun er et individuelt anliggende, men formes i relation til steder, artefakter og sociale praksisser. Afslutningsvis reflekteres der over, hvordan en økologisk forståelse kan berige klinisk praksis og åbne for nye perspektiver på intervention.
Artiklens primære formål er at videreudvikle den teoretiske forståelse af lykke ved at sammentænke sondringen mellem det hedonistiske og eudaimoniske lykkebegreb, inddrage det narrative perspektiv med fokus på mening og Hartmut Rosas begreb om resonans. Undervejs i artiklen inddrages eksempler fra John Williams bog ”Stoner” for via de teoretiske indkredsninger at diskutere, hvorvidt hovedkarakteren, Stoner, kan betragtes som en lykkelig mand. Eksemplerne fra bogen bruges dels til at eksemplificere teorien, dels til at drive den teoretiske diskussion fremad. Bogen om Stoner udmærker sig ved ikke at give et entydigt svar på spørgsmålet om lykke og kan bidrage til at nuancere vores teoretiske forståelser og bringe diskussionen af lykke et skridt videre. Jeg ønsker at tematisere menneskets meningsskabelse, selvindsigt og ”evne til lykke” som centrale aspekter af et mere inkluderende lykkebegreb, hvori der også indgår mere momentane oplevelser af resonans som centrale aspekter i et ikke-statisk lykkebegreb.
Formålet med nærværende artikel var at undersøge pars oplevelser af at deltage i et online-selvhjælpsprogram, Parfokus, med fokus på de styrker og begrænsninger, programmet kan have. Kvalitative semistrukturerede interviews blev analyseret ud fra en fænomenologisk-hermeneutisk tilgang (Interpretative Phenomenological Analysis) og suppleret med skriftligt materiale, som deltagerne selv har udfyldt i Parfokus. Undersøgelsen viste, at nogle af styrkerne ved Parfokus er muligheden for at overkomme barrierer forbundet med at søge parterapi, at motivere den mindst engagerede partner samt at medvirke til at initiere en hjælpsom bevægelse i fastlåste forståelser og positioner i parforholdet. Samtidig viste analysen, at programmets korte varighed og begrænsede vejlederkontakt for nogle par har konsekvenser for deres konkrete erfaringer med interventionen. Det kan f.eks. medføre, at de mangler hjælp til at håndtere stærke og sårbare følelsesmæssige reaktioner, eller at de indgår aftaler om adfærdsændringer, de ikke kan gennemføre i hverdagen. Begge dele kan have utilsigtede konsekvenser. Implikationerne heraf diskuteres i artiklen – herunder at Parfokus opleves som en overskuelig, hjælpsom og lettilgængelig intervention, der kan nå ud til flere par med behov for hjælp, samt at Parfokus ikke skal forstås som et ”quickfix” eller en erstatning for parterapi.
Utallige gange er jeg stødt på demensramte på plejehjem, som vil hjem, men får at vide, at ”du bor jo her”. Det får mig til at stille spørgsmålet, hvad det betyder at ville hjem og at føle sig hjemme. For at indkredse et svar har jeg samlet pårørendeberetninger samt teori og forskning om hjem og nostalgi. Da musik er en væsentlig trigger af nostalgi, uddyber jeg, hvad musik betyder for hjemfølelse. Hjemfølelse er et komplekst fænomen, som jeg undersøger med perspektiver på uhjemlige hjem og hjemløshed – og hjemmet som udtryk for identitet, materialitet, embodiment, tilhørsforhold og en psykologisk og emotionel ramme. Vores livsverden er præget af bevægelser mellem hjem- og udlængsel, som kan transformere, hvad vi forbinder med det trygge, når det ukendte integreres. Hjemve og nostalgi har samme rødder, og nyere forskning peger på, at nostalgiske erindringer styrker selvværd, forbundethed, identitet og meningsfuldhed. Demensramte har tiltagende vanskeligt ved at skabe hjemfølelse og er afhængige af andres hjælp og støtte, og her kan en integrering af sang og musik være relevant.
Artiklen er en undersøgelse af, hvordan immersion i et kunstnerisk, virtuelt sted kan bruges narrativt og retorisk. Artiklen samler flere immersionsbegreber og teoridannelser om steder som world building og ikke-steder for at udfærdige dette argument. Jeg argumenterer for, at det, der bestemmer den subjektive respons på et virtuelt sted, er egenskaberne ved det teknologiske immersive system og dets narrative indhold samt de muligheder for brugeraktivitet eller affordances, det tilbyder og ikke tilbyder. Dette teknologiske immersive system i artiklens undersøgelse foregår i CAVE (Cave Automatic Virtual Environment). Som del af artiklen nyfortolkes kunstinstitutionens landskabsgenre. Dette kræves, fordi i kontrast til tidligere kunst i landskabsgenren lader den immersive psykologiske oplevelse betragteren være til stede inde i et landskab, og betragteren bliver derved en udforskende deltager i dette topografiske sted. Artiklens illustrerende case er Jakob Kudsk Steensens VRinstallation Primal Tourism. Primal Tourism var en installation på The Serpentine Gallery i London i 2016 med en efterfølgende onlineform og blev senere udstillet på andre museer og gallerier. Primal Tourism er opbygget som et VR-spille-miljø, hvor man som deltager kan udforske en virtuel replika af stillehavsøen Bora Bora i Fransk Polynesien i en postapokalyptisk verden. Ud over dens installationsform i The Serpentine Gallery i 2016, hvor brugeren skulle anvende VR-briller, kan man i dag få et indtryk af installationen gennem en video på Vimeo: https://vimeo.com/185262742.
I denne artikel fremskrives en forståelse af psykologiske fænomener som værende fundamentalt knyttet til de steder, de udøves, og det diskuteres, hvordan deltagerobservation som metodologi kan bruges til at udforske dette. Gennem en kritisk historisk og geografisk tilgang illustreres det, at psykologiske fænomener må forstås i deres udøvelse gennem sociale praksisser organiseret konkrete steder. Deltagerobservation fremhæves her som en relevant metode til at flytte forståelsen af psykologien ud af hovedet og ind i de institutionelle geografier, hvorigennem det psykologiske liv organiseres og udfoldes, og hvor det psykologiske subjekt konstitueres.
At være ung i et accelererende samfund og finde tilbage til en hverdag med mening og trivsel efter en påvirkning på hjernenkan være vanskeligt. Artiklens formål er at undersøge erfaringer med, hvordan et peer-fællesskab (Matching Brains) kanbidrage til meningsskabelse og identitets(re)konstruktion for unge med en påvirkning på hjernen i et senmoderne samfund.Artiklen er et kvalitativt studie baseret på 16 interviews med unge, et fokusgruppeinterview med to ungementorer samt 11spørgeskemaer udfyldt af unge efter deltagelse i Matching Brains-uddannelsen. Empirien peger på fire overordnede temaer,der udfolder deltagernes oplevede erfaringer ifm. peer-to-peer-fællesskabet: mulighed for resonans; ny viden og dialogiskekompetencer; at skabe mening ved at være noget for en anden; plads til at være og finde sig selv. På baggrund af artiklens resultater konkluderer vi, at et peer-to-peer-fællesskab kan skabe mulighed for genklang, spejling og resonans, hvis der er en rammesætning og kompetencer, der understøtter dette, og hvis det faciliteres ud fra dialogiske principper.
Personer med erhvervet hjerneskade (EH) kan opleve at stå uden for fællesskaber og mangle et aktivt fritidsliv, som de havde, før skaden indtraf. Det kan have betydning for trivsel og livskvalitet, både for den enkelte, men også for familie, netværk og andre relationer. Erfaringer fra praksis viser, at skydeidræt som foreningsfællesskab kan skabe mening at deltage i for voksne med EH. Derudover peger forskning på, at børn med ADHD træner deres koncentration og oplever ro i kroppen, når de går til skydning i skoletiden i skytteforeninger i Danmark. Med afsæt i dette blev indsatsen Hjerne-FOKUS udviklet i samarbejde mellem Aalborg Kommune, Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland og DGI Nordjylland. I fire udvalgte skytteforeninger går voksne med EH til skydning i fritiden. Nærværende studie kobler sig på idrætsprojektet og belyser, hvilken betydning skydeidræt har for syv personer med EH. Studiet er designet som en kvalitativ interviewundersøgelse med en fænomenologisk-hermeneutisk tilgang funderet i IPA. Der er fremanalyseret fire temaer: skydeidræt som frirum; at være social og indgå i foreningsfællesskabet på lige fod med alle andre; at opleve mental ro; samt at føle sig normal. Studiet peger på, at deltagelse i skydeidræt kan have en positiv betydning for informanterne i forhold til deres fysiske, psykiske og sociale liv, men at der mangler yderligere forskning, bl.a. i forhold til at belyse eventuelle ekskluderende forhold samt yderligere viden ift. skydeidrættens mulige effekt på kognitive og fysiologiske faktorer.
At have betydningsfulde sociale relationer og fællesskaber har en betydning for menneskets trivsel, livskvalitet og udvikling . Men vi har ikke særlig megen forskningsbaseret viden om det sociale liv, unge voksne med udviklingshandicap lever, og hvor- dan de selv oplever og forstår deres sociale relationer og fæl- lesskaber . Denne artikel har derfor til formål at belyse de so- ciale relationer og fællesskaber, fire unge voksne med udvik- lingshandicap har i deres hverdagsliv – set fra deres eget per- spektiv . Artiklen belyser også, hvilke ønsker de unge voksne har til sociale relationer og fællesskaber . Artiklen sætter et kritisk fokus på de barrierer, de unge voksne oplever i forhold til at udvikle og opretholde sociale relationer og fællesskaber, bar- rierer, der bl .a. hænger sammen med de professionelles håndteringer, men også samfundsmæssige forhold . Med ratificeringen af Handicapkonventionen er deltagelse i sociale relationer og fællesskaber blevet en ret, unge voksne med udviklingshan- dicap har . Derfor er det centralt at vide, hvordan unge voksne med udviklingshandicap kan støttes i at opnå de sociale relationer, de har et ønske om.
Fællesskaber er et yderst aktuelt emne, og der er bred enighed om vigtigheden heraf. At kunne deltage og indgå ligeværdigt imeningsfulde fællesskaber er en helt central del af livet, men ofte bliver fællesskaber reduceret til sygdomsfællesskaber irehabiliteringsregi – det være sig dag- og aktivitetstilbud. Det er dog vigtigt, at der også fokuseres på inddragelse af almenefællesskaber som en del af rehabiliteringen, da almene fællesskaber kan være brobyggende til lokalsamfund og derved væremere bæredygtige på lang sigt. For at indkredse betydningen af fællesskaber vil vi gennem dette review undersøge betydningen af deltagelse i foreningslignende fællesskaber efter erhvervet hjerneskade. Reviewet er udført som et scoping review med fokus på fænomenet foreningslignende fællesskaber og betydning af deltagelse i disse for personer med erhvervet hjerneskade (EH). Gennem reviewet undersøges derfor: Hvilken betydning har det at deltage i foreningslignende fællesskaber efter erhvervet hjerneskade? Der blev gennem den systematiske søgning ikke identificeret nogen studier, som imødekom inklusionskriterierne. Der er derfor tale om et tomt review. Med udgangspunkt i den manglende identificering af relevante studier diskuteres begrebetforeningslignende fællesskaber og deres betydning for mennesker med en EH, samt hvordan erfaringer fra andre områderkan kvalificere fremtidig forskning.
Vurdering af kognitivt funktionsniveau hos personer med erhvervet hjerneskade er en vigtig forudsætning for at kunne forståpersonerne, deres forudsætninger og adfærd. Til dette formål findes både neuropsykologiske test, screeningsredskaber og selvrapporteringsskemaer, der alle har til formål at belyse og udrede kognitive vanskeligheder inden for forskellige domæner. Imidlertid findes der også personer, hvor det ikke er muligt, f.eks. på grund af et meget lavt funktionsniveau, at benytte disse metoder. Reviewet tager udgangspunkt i retningslinjerne for et scoping review, hvor formålet har været at identificere og beskrive fundne informantbaserede analyseredskaber til vurdering af kognitivt funktionsniveau hos personer med erhvervet hjerneskade. Reviewet har gennem en systematisk søgning identificeret seks analyseredskaber, alle udformet som spørgeskemaer, der baserersig på observationer og informationer fra pårørende eller fagprofessionelle. To af analyseredskaberne omhandler eksekutive funktioner, to socialkognition, et opmærksomhed og et hukommelse. Ingen af redskaberne dækkede mere end ét kognitivt domæne. På baggrund af de inkluderede analyseredskaber og en beskrivelse af deres psykometriske egenskaber rejses en diskussion om anvendeligheden af og behovet for sådanne analyseredskaber. Det konkluderes, at der er et behov for at kunne vurdere personer med erhvervet hjerneskades kognitive funktionsniveau i praksis – også når dette ikke er muligt ved traditionel neuropsykologisk undersøgelse, men at der ikke på nuværende tidspunkt findes ét samlet analyseredskab, der dækker dette behov inden for flere kognitive domæner, samt at de inkluderede redskaber savner validering ift. neuropsykologiske test.
Denne artikel undersøger integrationen og engagementet af nye medarbejdere i organisationer, specifikt med udgangspunkti Individuelt Planlagt job med Støtte (IPS). Ved brug af kvalitative interviews med fire IPS-kandidater udforsker vi, hvordan forskellige arbejdsmiljøer og praksisser påvirker følelsen af tilhørsforhold og aktiv deltagelse hos nye medarbejdere. Hovedresultaterne antyder, at fast økonomisk værdsat beskæftigelse væsentligt forbedrer medarbejdernes integration sammenlignet med ulønnede praktikophold. Undersøgelsen fremhæver også den afgørende rolle, som organisationskultur, kollegial støtte og omfattende fællesskabsengagement spiller i at fremme en meningsfuld og inkluderende arbejdsplads. I lyset af disse empiriske fund inddrages Banduras socialkognitive læringsteori med begrebet om self-efficacy med henblik på at forstå kandidaternes udvikling af kompetencer og selvopfattelse, når de opnår lønnet beskæftigelse. Baumans begreber om fællesskab og samfundsmæssig deltagelse tilfører diskussionen en understregning af vigtigheden af social inklusion og fælles identitetsskabelse. Det teoretiske fundament er ydermere baseret på Wengers begreber om praksisfællesskaber, som understreger det gensidige forhold mellem individuel og organisatorisk vækst under integrationsprocessen.
