Relationer mellem forskning og uddannelse på videregående uddannelser har været genstand for stigende forskningsmæssig opmærksomhed op gennem 00-erne. Den karakteriseres ofte som ”nexus-forskningen” og refererer til teorier og begreber med henblik på at kunne kategorisere forskellige forbindelsestyper (nexus) mellem forskning og uddannelse. Imidlertid synes underviseres didaktiske transformationsprocesser mellem de to felter at være relativt underbelyste. Empiriske studier fra et University College viser, at underviseres professionelle selvforståelse, deres dispositioner og positioneringer har stor indflydelse på den enkeltes måde at forbinde forskning med undervisning. Artiklens ambition er derfor at udvide det analytiske spekter i nexus-forskningen med et særligt blik på disse aspekters betydning for underviseres didaktiske transformationsprocesser. Med afsæt i aktuel teori fra nexus-forskningen samt uddannelsessociologiske og didaktiske teorier argumenteres for en udvidet analytisk ramme, der kan synliggøre og integrere flere dimensioner, der har betydning for didaktisk fortolkning og transformation fra forskning til undervisning. Nøgleord: Didaktisk transformation, nexus mellem forskning og uddannelse, rekontekstualisering, didaktisering.

Adjunkter på professionshøjskoler i Danmark, herunder også adjunkter, der underviser på erhvervsskolelæreres pædagogiske uddannelse, skal gennemføre et fireårigt lektorkvalificerings-forløb, hvori indgår både undervisning og deltagelse i forskning og udvikling, FoU. I forhold til tidligere, hvor uddannelse af erhvervsskolelærere lå på det nu nedlagte Danmarks Erhvervs-pædagogiske Læreruddannelse, DEL, er FOU et nyt krav. Dette ændrede lektorkvalificeringsforløb hænger også sammen med et nyt politisk fastlagt krav om forskning på professionshøjskoler. Som konsekvens heraf ændres også forståelsen af forholdet mellem FoU og undervisning. Før talte man om nedsivning fra universiteter til professions-uddannelser og professioner, men nu taler man om et videnskredsløb mellem FoU og undervisning. Med professionshøjskolernes forskningsret opstår således nye muligheder for udvikling af samspillet mellem FoU og undervisning, hvilket artiklen undersøger med empiri fra lektorkvalifi-ceringsforløb. Da professionsuddannelser er vidensbaserede og skal bygge på FoU undersøges i et kvalitativt studie forholdet mellem FoU og undervisning ved interviews og observationer. Analysen foretages ud fra Bernsteins sociologiske teori og hans begreb rekontekstualisering. På baggrund af denne teoretiske synsvinkel konstrueres ud fra empirien tre idealtyper, som kaldes den professions-orienterede underviser, den didaktisk orienterede underviser og den forskningsorienterede underviser. Disse idealtyper konkretiseres ud fra udsagn i interviews, således at der præsenteres et eksempel på hver af idealtyperne. Ud over forholdet mellem FoU og undervisning viser eksemplerne undervisernes forskellige selvforståelser, samt hvorledes de forholder sig forskelligt til professioner og erhverv. På baggrund af analysen diskuteres, hvilken betydning lektor-kvalificering og dermed uddannelse af forskellige typer af undervisere kan få fx inden for uddan-nelse af erhvervsskolelærere afhængig af, hvorledes undervisere ser på uddannelse til en profession.

Aktuelle bæredygtighedspædagogiske diskurser taler for udvikling af empowerment kritisk tænkning og holdningsændring. Dermed trækkes spor til 70’ernes kritiske pædagogik og aktivistiske græsrodsbevægelser, og derfor analyseres forholdet mellem forestillingsevne, kritik og (pædagogisk) handlen med særlig fokus på udvikling af handlekompetence, der er knyttet til bæredygtig udvikling. FN’s Verdensmål fremstår som en diskursiv ramme for bæredygtighedspædagogikken og adresserer centrale værdispørgsmål som lighed og retfærdighed, og dermed udfordres forskellige demokratiforståelser og dermed også dannelsesidealer. Bæredygtighedspædagogikken tematiserer forholdet mellem individuel handling og samfundsmæssige behov med krav om adfærdsændringer og bidrager til at politisere pædagogikken. Klimaforandringer og miljøødelæggelse skaber emotionelle reaktioner, der kan blive drivkraft for miljøaktivisme, som det blev tydeligt i 70’erne, men også kan føre til opgivelse, apati eller handlingslammelse. Tvind Folkehøjskoles bygning af verdens største og teknisk mest avancerede vindmølle i 70’erne analyseres som en markant handlingsorienteret pædagogik, hvis fysiske produkt fik betydning for både vindmølleindustrien og miljøet og synliggjorde en historisk set tæt og kompleks sammenhæng mellem miljøpolitisk aktivisme, kritisk pædagogik og handlekompetence samt ikke mindst den samfundsmæssige betydning af forestillingsevne og teknologisk fantasi. Teoretisk og metodisk er artiklen inspireret af Michel Foucaults diskursanalytiske perspektiv (dvs. magt/modmagt) og C. Wright Mills’ begreber om sociologisk fantasi fra 1959. Derudover inddrages John Deweys pragmatiske handlebegreb og Wolfgang Klafkis dannelsesforståelse. English abstract Sustainable pedagogy and action competence – welcome back the 70s? The article addresses the concepts of sustainability and sustainability pedagogy. It highlights the connections between utopia, criticism and action within a discourse analytical perspective. Current sustainability pedagogical discourses focus on the development of empowerment, critical thinking, and changes in attitude. The article shows how these concepts can be traced back to critical pedagogy and the grassroots movements of the 70s, with particular emphasis on the pedagogical conditions for the development of an action competence that enables participation in socio-political processes: a prerequisite for moving society towards a more sustainable future. In doing so, the pedagogical approach touches on the relationship between individual action and societal needs and demonstrates the necessity for behavioural changes. The UN’s Sustainable Development Goals constitute a discursive framework for sustainability pedagogy as a whole; these goals address key issues – such as equality and justice – while challenging various understandings of democracy. Imminent and devastating climate changes are associated with anxiety, which may manifest itself as resignation or become a driving force for environmental activism, as seen in the 70s. The building by Tvind Folk High School of the world’s tallest and most technologically advanced wind turbine in the 70s was a classic example of critical pedagogy in action, which proved to be significant not only to the wind turbine industry, but to the broader environmental discourse, and underlines a close and complex connection between environmental political activism, pedagogy and the development of action competence. It also emphasizes the importance of imagination and technological exploration, as this event paved the way for significant economic investment in environmental and wind turbine technologies. The analysis is inspired by Michel Foucault’s discourse analytical perspective (i.e. power/ counter-power) and C. Wright Mills’ concept of ‘sociological imagination’ from 1959, the concept of ‘action’ in John Dewey’s Pragmatism, and Wolfgang Klafki’s concept of ‘Bildung’.

The previous chapters demonstrate and discuss different aspects of emotions in the educational context and leave no doubt about their important role in students' identity building, creativity development and learning. Our overall conclusion is, therefore, that we as educators and researchers must stay interested and curious about all aspects of students' learning conditions and consciously deal with the learning cultures we develop and attempt to create – while being ourselves inseparable parts of them.

The existence of a self, an individual, with emotions and will, the potential to be responsible and to act responsibly, are fundamental issues in educational philosophy. The term ‘Bildung’ refers to self-cultivation – a process of transformation, both personal and cultural, through education. It reflects different educational ideals, dealing with the role of the subject in modern society.